Når man siger at vi er hvad vi spiser er det kun den halve sandhed, for vi er hvad vi spiser, fordøjer og optager af både godt og skidt. Netop problemer med at fordøje og optage føde er årsag til adskillige symptomer og sygdomme i hele kroppen.

Hvis vi vil opretholde en stærk og sund krop livet igennem og altid føle os energiske og vitale, er det yderst vigtigt at vi forholder os kritisk til de fødevarer vi putter i munden.

Kost er et spændende emne der diskuteres meget, og der skrives hele tiden nye bøger om nye kostretninger. Det kan være svært at gennemskue hvad man skal vælge. Som hovedregel er det dog vigtigt at gøre sig klart at der ikke findes nogen mirakelkur. Gode og sunde kostvaner kræver først og fremmest at man tager en beslutning om at tingene skal ændres. Derefter går man enten gradvist eller drastisk i gang med kostomlægning, alt efter ens helbred og situation.

Kostvaner er simple at lære når man er forholdsvis rask, men er man alvorligt syg er det en helt anden sag, og her henviser jeg gerne til dygtige ernæringsvejledere.

Udover kosten har livsstil og stressniveau ligeledes en stor indflydelse på vores fordøjelse. De fleste kender eksamenssituationen hvor man render på toilettet konstant af ren nervøsitet – et klart bevis på at vores følelser er tæt forbundet med vores fordøjelse. I daglig tale forbinder vi også tit vores følelser med maven f.eks.: ”at have sommerfugle i maven” ”at have en god mavefornemmelse” osv. Det er muligvis denne sammenhæng der gør at zoneterapien har så positiv en effekt på fordøjelsen. Mange klienter oplever at der kommer mere ro i maven, når de får regelmæssige behandlinger.

Fordøjelsesproblemer som zoneterapi har vist sig at have god effekt på, er bl.a. irriteret tyktarm, colitis ulcerosa, mavesår og candidainfektioner. Zoneterapi er i øvrigt kendt for at have en positiv effekt på kronisk forstoppelse. Forskningsresultater viser at det gennemsnitlige afføringsinterval blev nedsat fra 4,4 til 1,8 dage. Statistikken bygger på 42 kvinder i alderen 20 – 60 år.

Det optimale afføringsinterval er 1- 2 x daglig. Set i sammenhæng med lugt, konsistens og farve er afføringsintervallet en udmærket rettesnor for om fordøjelsen er i orden.